Som socialrådgiver stiftede jeg for knap 15 år siden virksomheden SocialPraksis.
Som tidligere ansat i en kommune oplevede jeg, at borgerne ofte fremstod klemte og udsatte, når de havde opstartsmøder med mig som myndighedsperson. Det fremstod som om, at borgerne var ramte af magtfordelinger, manglende indflydelse og indsigt, samt manglende retssikkerhed. Jeg oplevede trods denne asymmetri at have gode resultater med at håndtere de problemstillinger, jeg mødte undervejs i et respektfuldt og effektivt samarbejde med familierne. En kombination af ønsker om egen virksomhed og at bistå mere effektivt med høj faglighed og juridisk viden på socialområdet betød, at SocialPraksis fik sin begyndelse.
I dag er jeg 54 år og har gennem min virksomhed fået mig en omfattende og kompleks viden, indsigt og erfaring, som jeg aldrig havde forestillet mig, ville se ud, som den gør i dag.
Gennem tidligere læsning og arbejde med nationaløkonomi, havde jeg udviklet en høj standard for faglighed og dokumentation og fandt det helt naturligt at arbejde med opmærksomhed på variable, udfaldsrum, hypoteser, sandsynligheder og tillægger metodevalg og datasikkerhed for stor betydning. Denne grundighed jeg lærte er stort set fraværende på det socialfaglige område.
Danmarks meget ændrede samfund gennem de sidste 15 år har betydet, at niveauet for ordentlighed og retssikkerhed også ændrer sig markant år for år til det værre.
Mennesker som først i dag kommer i kontakt med det sociale system tror, at netop de som familie er født under en uheldig stjerne der gør, at de møder misforståelser, anklager, modstand, bagtalelse og tab af retssikkerhed i kontakten med systemet. Mange familier oplever stress og udvikler depressioner pga. den måde de mødes og anskues på. En del af disse udvikler også PTSD og er desværre overhovedet ikke i stand til at være i kontakt med ansatte i systemet.
Borgerne skal hele tiden forholde sig til paradokser, som de oplever traumatiser dem. Der stilles krav til borgerne om, at de fx skal overholde regler og tidsfrister, er fleksible og samarbejdsvillige, er positive og afventende, samt er rummelige og empatiske. På samme tid kan borgere mødes med et socialt systemer hvor de ansatte bryder mange og alvorlige regler, ikke overholder frister, er ufleksible og ikke vil inddrage borgerne i deres egne sager, samt fremstår følelsesløse og kyniske. Borgerne oplever at de ansatte dømmer dem, ser negativt på dem, er konfliktoptrappende og i nogen tilfælde utilsigtet eller tilsigtet understøtter usande oplysninger, tvang, magt, forældrefremmedgørelse eller embedsmisbrug. Når borgerne efterfølgende søger hjælp blandt ledelsen i administrationen eller den politiske ledelse, oplever de næsten altid, at samme forhold gentager sig nu blot på ledelses-niveau. Den måde de ansatte arbejder på skader netop de familie, som vores sociale system har til formål at støtte.
Det sociale system er grundlæggende en fælles forsikring, som alle borgere betaler ind på, i tilfælde af vi eller vores pårørende selv får brug for social hjælp. Men denne fælles forsikring gør i mange tilfælde skade på os selv med yderligere skader, når vi som borgere forsøger at navigere i systemet for at finde hjælp.
Ovenstående udspringer på ingen måde af lovens intentioner. Forholdene udspringer sig i stedet for af en kultur og praksis både i regeringen, i statsmyndigheder, i byråd og i de kommunale organisationer.
De borgere jeg møder og hvis sager jeg læser, afspejler et Danmark, hvor problematiske forhold i regler og struktur kan omhandle, at:
- kommuner ikke har bevisbyrde i familiesager, men kan nøjes med at skønne og formode noget, som videregives som faktuelt sandt.
- kommuner har fokus på at finde forhold der understøtter negative hypoteser og undgår de forhold, som modsiger deres hypoteser.
- der mangler uvildig og tilstrækkelig korrekt sagsbehandling.
- borgere mødes med uvílje mod berigtigelser af usande sagsoplysninger.
- det er svært for borgerne at blive frigjort det, som er forkert, som også overføres til andre myndigheder og breder sig til ugunst for dem.
- borgerne har generelt meget lav troværdighedsfaktor set i forhold til myndighederne.
- ankestyrelsen skal kun vurdere at regler er overholdt, men skal ikke vurdere på skøn.
- retssystemet har lang ventetid og kan gøre, borgerne mister sikkerhed og mister ydelser.
- offentlige organisationer (administrative eller politiske) bliver mere og mere topstyret, hvorfor få ansatte styrer de fleste borgers liv.
- de ledere der topstyrer afviser som hovedregel, at forhold i deres organisation kan være problematiske eller forkerte.
- familiernes tarv er til enhver tid underordnet om krav til ansattes loyalitet overfor hinanden og den offentlige arbejdsplads.
- de ansatte mødes af ledere med en forventning om at forholde sig samtykkende og tavse.
- regeringen kræver at kommuner anbringer mange flere børn, hvilket kræver at der skabes flere problemer. Flere børn = større statstilskud.
- plejefamilier og bosteder har stor indflydelse på børns skæbner, hvorfor hjemgivelse ikke altid er let.
- regeringen kræver, at kommuner skal bortadoptere flere børn, nu også lige når de er født.
- kommunerne kan regulere deres økonomi fx med bortadoptioner eller ved fravær af tilbud af ydelser.
- tilsynet med kommunernes arbejde er yderst begrænset og er ugennemsigtigt (udtaler Rigsrevisionen også).
- der er ingen konsekvenser for hverken ansatte eller politikkere ved grove fejl eller ved embedsmisbrug.
- det offentlige personale cirkulere primært mellem kommuner og samme kultur fastholdes.
- kommuner har fået øget indflydelse og magt i forhold til svage grupper af unge og gamle.
- Regeringen og KL ved, at borgerne næsten ingen retssikkerhed har, men det er til deres egens organisations fordel.
Det er meget at tage fat på, hvis vi ønsker et mere omsorgsfuldt og udviklende samfund til glæde for alle.
SocialPraksis stræber efter grundigt forarbejde og varige løsninger.
SocialPraksis går ind for “menneskelig biodiversitet” da overbevisningen er, at vi som samfund har mere gavn og succes med at have forskellige evner og leveformer, fremfor at vi alle stort set skal kunne det samme eller være på næsten samme måde.
SocialPraksis bidrager til forebyggelse og håndtering af sociale problemer, samt støtte til at opleve højere grad af sikkerhed i mødet med det offentlige system.
Ikke alle problemer lader sig løse, men alle problemer kan håndteres.
Gitte Kongsbak
Socialrådgiver