Ideen til privat socialrådgivning og Social Praksis opstod i 2009, fordi jeg som ansat socialrådgiver i en børn- og ungeafdeling erfarede, at mange forældre oplevede samarbejdet med fx skole, sygehus og kommune som asymmetriske. Med andre ord, så oplevede forældrene, at de ikke rigtig kunne være sig selv og derfor indtog de ofte en rolle, fordi de skulle samarbejde med folk, som havde rettigheder til at træffe beslutninger over deres familie. Det gav ikke altid de bedste løsninger for familierne, fordi de var nødt til at passe på dem selv. Jeg erfarede derfor, at mange familier kunne få glæde af, at kunne drøfte familiens udfordringer i en åben analyse, så den løsning, som kunne blive god for dem, var valid og vedvarende konstruktiv.
Når forældre i et kommunalt samarbejdet fx oplever, at de ikke bliver forstået rigtigt, når de ikke kender de juridiske regler, når de ikke får den nødvendige hjælp eller når der bliver truffet beslutninger hen over hovedet på dem eller mod deres vilje, så oplever de stor frustration og magtesløshed. Mange forældre har derfor brug for en slags socialfaglig advokat, en privat socialrådgiver, som kan vejlede juridisk, kan forberede dem metodisk, kan få deres synspunkter inddraget og kan støtte dem personligt.
I det sociale arbejde, blev det også tydeligt for mig, at der mangler et socialfagligt led mellem begyndende problemer i hjem/skole/miljø og så til det, at skulle inddrage sygehuse/psykiatri/politi/kommune. Nogen forældre har ikke lyst til at søge hjælp, fordi det kræver offentlig registrering og afgivelse af selvbestemmelse, andre forældre søger ”mildere” måder at få hjælp på, for at undgå at stemple barnet eller af bekymring for yderligere mistrivsel hos barnet, ved inddragelse af offentlige instanser.
Jeg erfarede også, at de forældre som vælger at gå private veje ofte har svært ved at få overblik over, hvilken hjælp man kan finde til sit barn. Det er for nogen forældre også vanskeligt at få et overblik over, hvad problemet i realiteten er, samt hvilken hjælp barnet kan få glæde af. Disse forældre har brug for et privat sted at kunne henvende sig til og få vejledning fra.
Ideen til Social Praksis udspringer også af, at nogen skoler, boligforeninger, lægehuse og mindre virksomheder mangler at kunne trække på specialiseret socialfaglig bistand, når problemstillingerne bliver for udfordrende. De har ikke mulighed for at ansætte en socialrådgiver fast, men har af og til virkelig brug for socialfaglig bistand. Gennem Social Praksis får man mulighed for at få håndteret en specifik problemstilling uden fastansættelse.
Nogle instanser og nogle familier har brug for, at der fagligt bliver tænkt ud af kassen, fremfor brug af traditionelle faglige redskaber og arbejdsgange, når de ikke kan opnå de ønskede resultater. Desværre oplever en del forældre, at det er svært at få opbakning i et samarbejde til at arbejde alternativt med problemstillinger. SocialPraksis beskriver, skaber og arbejder med implementering af nytænkende og kompetente måder at håndtere problemer på, hvor det er nødvendigt.
Ideen til Social Praksis kom også som en vigtig erfaring af, at socialt fagligt arbejde med udgangspunkt i videregivelse af konkrete og praktiske redskaber – og med udgangspunkt i et eksistentielt perspektiv og udviklingspsykologi, hvor der arbejdet hen mod, at vi tager ansvar for vores eget liv og tilrettelægger det bedst muligt ud fra vores evner og muligheder – er en ikke typisk fagindgang på trods af, at den har kraftig og positiv virkning på både børn og voksne. Derfor virker det netop meningsfuldt at bygge Social Praksis op på denne tilgang. Oveni arbejder Social Praksis netop også med rammerne omkring problemerne ud fra et perspektiv fra systemisk og kritisk teori – hvilket gør, at der arbejdes hen mod, at mennesker får så meget indflydelse på eget liv som muligt, så man kan tilrettelægge livet bedst muligt for én selv.
Jeg ser frem til at bidrage dig aktivt og konstruktivt.