Børnegrupper for adopterede

Ankestyrelsen tilbyder som noget nyt samtalegrupper for adopterede børn, hvor adopterede børn kan tale med ligesindede om de ting, som er relevante, når man er et adopteret barn.

Børnene bliver opdelt efter alder, og Ankestyrelsen beskriver, at der højst vil være to års aldersforskel på børnene i en gruppe. Børnegruppen mødes hver 2. uge i to timer og bliver styret af to adoptionskonsulenter. I første omgang startes der op med en gruppe for 12-14 årige i København og alt efter, hvor stor søgning der vil være efter denne service, vil Ankestyrelsen oprette nye grupper rundt i landet.

Er dette et tilbud, som er relevant for jer, så kan I læse mere om tilbuddet eller udfylde et ansøgningsskema på Ankestyrelsens hjemmeside. Hvis man indsender et ansøgningsskema, bliver man inviteret til en samtale, hvor der bliver talt med barnet og forældrene. Dette gøres for at sikre, at de børn som starter i gruppen har lyst, evne, parathed og overskud til at være i en gruppe med ligesindede – og for, at man kan lære hinanden lidt at kende. Derefter vil den endelige udvælgelse ske, skriver Ankestyrelsen.

Det er min anbefaling, at man som forældre vurderer, hvordan en sådan udvælgelses-proces måske vil påvirke ens barn.

Skriv et svar