Underretningspligt

Hvad er underretningspligt?

Underretningspligt står for forskellige pligter.

Den første form for underretningspligt er en pligt en fraflytningskommune har overfor en tilflytterkommune. Når en familie flytter, hvor et eller flere børn eller vordende forældre har behov for særlig støtte, så skal fraflytningskommunen underrette den kommune, som familien flytter hen til. Dette kaldes for tværkommunal underretningspligt. Dette står beskrevet i Servicelovens pgf. 152.

En anden form for underretningspligt er den, hvor personer som udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv skal underrette de sociale myndigheder, hvis de får kendskab til eller grund til at tro, at et barn under 18 år (også ufødte børn) kan have behov for særlige støtte eller hvis barnet har været udsat for overgreb. Dette står beskrevet i Servicelovens pgf. 153 og kaldes for den skærpede underretningspligt.

Servicelovens pgf. 154 beskriver underretningspligten for alle borgere – også kaldet borgerens underretningspligt. Det er en generel regel om, at den borger som får kendskab til, at et barn under 18 år som af opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling – eller lever under forhold, som bringer barnets udvikling eller sundhed i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Hvis man har grund til antage, at kommunen ikke har foretaget de sagsbehandlingsskridt som står i loven eller truffet afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, så kan man lave en underretning til Ankestyrelsen. Læs mere om dette under Servicelovens pgf. 65.

Vores socialrådgivers erfaring med underretninger:

Intensionerne i disse regler om underretningspligt er ganske fine. Desværre er praksis også nogen gange, at underretninger bliver brugt som chikane og bringer utryghed ind i familier, som pludselig skal argumentere overfor myndighederne, at de ikke har omsorgssvigtet deres barn. Ligeledes kan underretninger fra offentlige personer også give familier store problemer, idet underretninger kan beskrives ud fra en alt for subjektive vinkel. Fx havde en skole underrettet en kommune om, at et barn ofte havde ondt i maven i skolen, og de mente at årsagen måtte skyldes forhold i hjemmet. Den forklaring støttede kommunen sig til og skrev på en anmodning fra Statsforvaltningen, at barnet ofte havde mavesmerter, som skyldtes dårlige forhold i hjemmet. Da barnet kom til en samtale i Statsforvaltningen forklarede det, at det ikke brød sig om at gå i den pågældende skole bl.a. pga. forhold hos læreren, og derfor fik det ondt i maven.

Jeg opfordrer altid folk til at lave underretninger så konkrete som muligt – og om muligt – helt uden subjektive vurderinger. Underretninger kan have fatale konsekvenser for andre mennesker, så man skal minimere sine personlige formodninger og holde sig til fakta. Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted, men jeg opfordre til skriftlighed, og det vil altid være en god ide, at tage en snak med dem man vil underrette, inden man underretter – medmindre det er ganske særlige omstændigheder.

Kontakt hellere en gang for meget en privat socialrådgiver eller en psykolog – og diskuterer dine iagttagelser.